Er du 8 - 14 år, kan du få en ekstra sjov og festlig oplevelse i efterårsferien, når Værløse Svømmehal står for et brag af et Pool Party. Tag gerne dine venner eller en legesyg voksen med og mød op i det go’e fredagshumør, så sørger vi for, at du kan give den gas til musikken fra professionel DJ, lysshow, sjove lege, dans, slush ice og ikke mindst oppustet vandlegetøj af forskellige art. Forestil dig et diskotek placeret i svømmehallen med røgmaskine og DJ, der spiller en masse hits, man kan synge med på, når der leges i svømmehallens bassiner med vipper, rutchebane og klatrevæg. Dagens ekstra udfordrende lege bliver, når de store oppustede “hoppeborge” skal bestiges, leges på og hoppes fra. Og så kan musikken og stemningen selvfølgelig nydes med de mange bolde, baderinge og -dyr, der i festen anledning fylder bassinerne.
I inviteres også til at deltage i fælles boldspil og selvfølgelig danse, som svømmehallens personale sætter gang i ud over, at de passer på jer som livreddere og serverer slush ice, snacks, toast mv. fra caféen (1 slush ice er med i prisen).
Samlet set er det et Pool Party med - Røgmaskine, lysshow og knæklys
- Slush ice (1 glas med i prisen)
- Badedyr, -bolde og “hoppeborge”
- Fællesdans og -boldturnering
- Børnevenlige bassiner på 30 grader og et 25 m bassin på 27 grader
Tider og praktik Fra kl. 15.45 bliver der udleveret chiparmbånd, som bruges til indgang gennem slusen og skabe i omklædningsrum. Indgangssluse åbner kl. 16.00.
Kl. 19.00 skal alle gå til omklædning og for så vidt muligt være færdige kl. 19.30.
Salg af varm mad slutter kl. 19. Men caféen har åbent til kl. 19.45, hvis du fx. har lyst til en is på hjemturen.
Vi gør opmærksom på, at personalet vil tage enkelte billeder/videoer til brug for fremtidig markedsføring og evaluering – det vil selvfølgelig ikke være personfølsomt.
Billetter Der købes billet online pr. person, og prisen er den samme uanset alder.
Alder & SikkerhedAldersgrænsen er af hensyn til sikkerhed og aktiviteter sat til 8 – 14 år. En voksen er også velkommen til at købe billet og deltage som en del af trygheden for barnet.
Det forventes, at deltagerne kan færdes i vandet på egen hånd eller er sammen med en voksen. Livredderne vil selvfølgelig stå for den overordnede sikkerhed.